|
oktober Måned 2010
21. oktober 2010
Dinosaur workshop i Gram har stor succes
Omkring 100 personer om dagen, store som små, har indtil nu gæstet museet i Gram i efterårsferien. "Det er langt over hvad vi er vant til", siger museumsformidler Martin Abrahamsson.
Museum Sønderjylland har nu for tredje år i træk udsendt specielle foldere til hvert skolebarn i alle de Sønderjyske skoler med information om efterårsferieaktiviteter ved museets afdelinger rundt om i landsdelen - og det plejer at give forøget besøg i denne uge.
"Det har vi også oplevet tidligere, men i år valgte vi at fokusere på dinosaurer, fordi vi tilfældigvis har en lille udstilling med flotte dinosaurmodeller. Og det har sandelig ramt en levende interesse hos vore gæster", fortsætter Martin Abrahamsson.

Gæster er tilfredse
Vi tilbyder en lille rundvisning med foredrag om dinosaurerne - fortalt til børn og voksne, og derefter er der mulighed for selv at prøve kræfter med modelbygning af små dinoer. Man kan også tegne eller gå på sporjagt.
Efter en time gentages rundvisningen og så fortsætter den kreative del af workshoppen igen.
"Vi har mødt en overvældende velvilje hos vores besøgende og det er dejligt at opleve den entusiasme og kreativitet, som vore gæster lægger for dagen, slutter Martin Abrahamsson.
Afdelingen har udvidet åbningstid i efterårferien hver dag kl. 10 - 16.
Workshoppen fortsætter til lørdag den 23. oktober 2010.
20. oktober 2010
Udstilling på Kunstmuseet Brundlund Slot præmieret af Statens Kunstfond
Af museumsinspektør Karen M. Olsen
Kunstmuseet Brundlund Slot
På Kunstmuseet Brundlund Slot kan man i øjeblikket se en unik præsentation af den sønderjyske kunstner Leif Kath. Her vises både grafik, tegning, maleri, skulptur og keramik fra godt 40 års kunstnerisk virke.

Udstillingen har mødt stor ros og interesse, og nu har Statens Kunstfonds Indkøbs- og Legatudvalg præmieret udstillingen med 50.000,- kr. Udvalget lægger vægt på, at værkerne på udstillingen og rammerne de vises i, det gamle Brundlund Slot, klæder hinanden utrolig godt. Med præmieringen er udstillingen Leif Kath – Uden titel med i det fine selskab af kun syv udstillinger på landsplan, der i år er udvalgt til præmiering.
Udstillingen Leif Kath – Uden titel kan ses på Kunstmuseet Brundlund Slot indtil den 23. januar 2011.
Til udstillingen er udgivet et omfattende katalog om hele kunstnerens virke fra slutningen af 1960’erne til i dag, og i udstillingen vises desuden en film, hvor Leif Kath selv fortæller om sine teknikker i sit grafiske værksted i Christiansfeld.
14. oktober 2010
ANETAVLER – ANER DU HVAD DET ER?
Ja – for nu kommer bogen om anetavlerne i
Sønderborg Slotskirke!
Af overinspektør Peter Dragsbo
Sønderborg Slot
Mandag den 25. oktober 2010 - Kl. 15.00
kan Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot præsentere bogen om Christian III og Dronning Dorotheas anetavler i Sønderborg Slotskirke.
7. maj i år stod slotskirken endelig i sin gamle pragt, ad Prins Joachim indviede de genskabte anetavler. Med disse kopier af originalerne, der hænger på Frederiksborg Slot, genskabtes den oprindelige helhed i slotskirken, som var gået tabet i 1870. Og samtidig blev det største kopiarbejde af historiske kunstværker i Danmark i nyere tid afsluttet.
Anetavler var en fyrstelig og adelig specialitet i 15-1600-tallet. Det var slægtstavler i 3-4 led, som skulle bevise retten til magten gennem fornemme "aner", dvs. forfædre og formødre. Det var Dronning Dorothea, Christian III's enkedronning, der i 1570 ophængte anetavlerne på Sønderborg Slot, både til ære for hende selv og hendes landområde og for hendes yngre søn, Hans, der skulle overtage Sønderborg som hertugdømme.
Siden fik anetavlerne en dramatisk historie. I 1700-tallet kom Sønderborg Slot under de augustenborgske hertuger, som efter borgerkrigen 1848-50 blev jaget ud af landet som forrædere. Efter at Slesvig var blevet tysk i 1864, lykkedes det den afsatte hertug at få smuglet anetavlerne ud af kirken til familiens nye slot i Schlesien. Der hang de til 1930, hvor en fattig enkehertuginde satte indboet til salg. Men heldigvis lykkedes et direktøren for Frederiksborg Slot at købe både anetavlerne og mange andre kostbarheder hjem til Danmark.
Men tavlerne manglede på Sønderborg Slot. I 2008 igangsatte museet derfor en nøje kopiering af de to anetavler, udført af Danmarks bedste malerikonservator, den tjekkisk fødte Tomas Lahoda, og finansieret af fonden Oak Foundation Danmark.

Nu kommer bogen om anetavlerne og hele projektet. I bogen, som er redigeret af Peter Dragsbo, fortæller Inge Adriansen og Peter Dragsbo først om anetavlerne historie. Derefter fortæller fhv. direktør for Frederiksborg Slot, Mette Bligaard, om skiftende tiders holdning til kopi og original (med understregning af, at kopier som i Sønderborg Slotskirke kan genskabe en original helhed). Næste artikel af kunsthistorikeren Hanne Kolind Poulsen, Statens Museum for Kunst, handler om anetavlerne set i lyset af datidens kunst i Europa og så følger museumsinspektør Peter Kristiansen, Rosenborgs, gennemgang af heraldikken i de mange våbenskjolde på de to anetavler. I de sidste to artikler fortæller først tre konservatorer fra Konservatorskolen i København om undersøgelserne af de originale anetavlers materialer og teknik, og til sidst fortæller Tomas Lahoda selv om arbejdet med kopieringen og alle de overvejelser og valg, der måtte tages undervejs.
Den smukke og rigt illustrerede bog kan købes på Sønderborg Slot fra tirsdag den 26. oktober og koster kun 100 kr.
12. oktober 2010
Streger der stråler, sitrer, simrer og snor sig på Kunstmuseet Brundlund Slot
Af formidlingsinspektør Bente Sonne
Kunstmuseet Brundlund Slot
Leif Kath udstiller Uden Titel og
billedskolens elever inviterer andre børn i Sønderjylland til at komme og udstille sammen med dem:
Børn Udstiller Uden Titel
Så er det ved at blive efterår, hvor de dejlige æbletræer i slotsparken på Kunstmuseet Brundlund Slot bærer frugt.
Billedskolen er kommet godt i gang og har ladet sig inspirere af slottets træer. Eleverne har samlet æbler og skåret dem igennem. Iagttaget kernehus og de fine grafiske mønstreæblet danner, når det iltes og bliver lidt brunt på snitfladen. Det er blevet til en hel væg med 48 æbler i røde, grønne, blå og gule farver samt i forskellige rødgrå, grøngrå, blågrå og gulgrå nuancer malet op på nogle små trækasser. Til sidst trukket op og ornamenteret med kinesisk tusch.

På kunstmuseet Brundlund Slot har vi desuden åbnet en ny udstilling… "Leif Kath Uden Titel", med værker af den den sønderjyske kunstner, Leif Kath. Tegninger, grafiske arbejder, maleri og skulptur.
Leif Kath begyndte med kunst, der forestillede noget-figurbillleder. Senere blev han abstrakt.
• På museet har billedskolen/museet samtidig åbnet udstillingen:
"Børn udstiller Uden Titel", hvor billedskolen viser
eksperimenter med tegninger af træer med blyant på papir.
På et andet, gennemsigtigt papir farves grenenes mellemrum
som abstrakte former i flotte farver. En sjov øvelse, en
bevægelse fra det figurative til det abstrakte billedsprog.
• Billedskolens elever fylder ca. halvdelen af de ca. 100 rammer i
udstillingen. Resten af rammerne står tomme og venter på at
andre børn i Sønderjylland kommer og tegner, maler
og udstiller deres værker på museet sammen sammen med
billedskolens elever.
(Dvs. prøver den samme spændende øvelse).
• Alle, der deltager, udstiller indtil søndag 23. januar 2011, hvor
der vil blive trukket lod om 10 lækre sølvtegneblyanter, som i
øvrigt kan købes i museets butik.
(Her er der også andet lækkert tegneudstyr til salg).
• Tilbuddet gælder også i efterårsferien, hvor børn desuden kan
komme og male deres eget vægur, designe stoffer og tøj med
inspiration fra Leif Kaths udstilling. Børnene får inspiration og
vejledning fra designeren Cecilie Mossing, København, der også
var gæstelærer på museet sidste år i efterårsferien.
Gratis for børn. Entré for voksne.
Husk tilmelding tilrådelig på beso@museum-sonderjylland.dk
• Se godt i den efterårsferie-folder fra Museum Sønderjylland,
Kunstmuseet Brundlund Slot, som dit barn har fået med hjem fra
skole eller læs i efterårsferie-folderen på HER!

4. oktober 2010
"Jais Nielsen – maleri og keramik" - nu i Paris!
Pusten er endnu ikke gået ud af udstillingen "Jais Nielsen – Maleri og keramik". Den vises nu i et mindre udvalg i Det Danske Hus i Paris med titlen "Jais Nielsen. La naissance du modernisme danois".

Fra åbningen af ”Jais Nielsen. La naissance du modernisme danois.” i Det Danske Hus i Paris.
Udstillingen er kurateret af Kunstmuseet i Tønder.
Bornholm, Lolland, Tønder og nu sluttes ringen i Paris, hvor Jais Nielsen tilbragte sine lykkeligste år i perioden 1911-14. Her blev han inspireret af de nye moderne kunstneriske retninger som postimpressionisme og kubisme.
Da han kom tilbage til Danmark ved udbruddet af Første Verdenskrig, havde han således en masse uvurderlige indtryk fra byen, som han brugte i en modernistisk fornyelse af både sin formopfattelse og sin motivverden.
Udstillingen er kurateret af Anne Blond, Kunstmuseet i Tønder og er blevet til i et samarbejde mellem Den Danske Ambassade i Paris samt Bornholms Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum og Kunstmuseet i Tønder.

Overinspektør Ove Mogensen, Kunstmuseet i Tønder i samtale med direktør for Den Hirschsprungske Samling, Marianne Saabye på Det Danske Hus’ altan ud til Champs-Elysées, Paris.
Udstillingen kan ses indtil den 24. oktober 2010.
Maison du Danemark
142, Avenue des Champs-Elysées, 2e étage
Paris 8e
www.maisondudanemark.dk
Fri entré
Åbningstider:
Tirsdag – fredag: 13.00 – 19.00
Lørdag og søndag: 13.00 – 18.00
Mandag: lukket
1. oktober 2010
ERINDRINGSSTEDER I DANMARK
Monumenter, mindesmærker og mødesteder
Af overinspektør Peter Dragsbo
Sønderborg Slot
Præsentation af værket
Inge Adriansen: ERINDRINGSSTEDER I DANMARK - Monumenter, mindesmærker og mødesteder
Torsdag den 14. oktober 2010 - kl. 14.00
på Sønderborg Slot, Riddersalen.
Hver by og hver egn i Danmark har sine mindesmærker, monumenter og mødesteder, fra landsbyens genforeningssten til de store steder som Dybbøl, Knivsbjerg, Skamlingsbanken, Himmelbjerget, Rebild eller Mindelunden i Ryvangen. Nogle monumenter er kendt af de fleste og dermed led i den fælles erindring, andre er for længst gået i glemmebogen, tilgroede og ude af brug.

Temaet erindringssteder og erindringskultur har i de senere år været i fokus over hele Europa, med store videnskabelige værker i både Tyskland og Frankrig. Men Inge Adriansen var en af dem, der var først ude. I mere end tyve år har hun arbejdet med emnet og blevet Danmarks mest kendte ekspert på området. I de sidste 10 år har Inge Adriansen i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og de danske kommuner registreret alle monumenter, mindesten og mødepladser i landet. Og selv har hun besøgt alle landets afkroge og undersøgt mere end 300 steder og monumenter.
Alle disse steder bliver beskrevet i bogen med humor, sans for detaljen og de gode historier. Monumenterne, deres historie, udformning, materiale og brug bliver gennemgået og analyseret – og de bliver alle placeret i en historisk og samfundsmæssig sammenhæng.
Bogen gennemgår de danske erindringssteder og erindringskulturer fra 1600-tallet til nutiden. Og den er rigt illustreret med gamle og nye billeder af steder og monumenter, deriblandt en lang række optagelser af en af Danmarks bedste kunstfotografer, Per Bak Jensen. Bogen indeholder desuden 15 kort over monumenter, opdelt efter temaer, som bl.a. viser, at det her i landet er Genforeningen 1920 og befrielsen 1945, der har givet flest monumenter og mindesten.
Inge Adriansen, Ph.D., er kulturhistoriker, museumsinspektør ved Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og adjungeret professor ved Syddansk universitet. Hun har udgivet et væld af bøger og artikler, bl.a. i 2003 tobindsværket Nationale symboler i det danske rige 1830-2000.
Erindringssteder i Danmark udkommer i Museum Sønderjyllands videnskabelige skriftserie og udgives af forlaget Museum Tusculanum, København. Bogen er på 515 sider, og vil kunne købes i Boghandelen for 475 kr.
|