|
Juni måned 2011
17. juni 2011
Kampen om Als
Af museumsinspektør Bjørn Østergaard
Historiecenter Dybbøl Banke
I år genskabte DR i radioen slaget den 18. april på Dybbøl Banke. Rekord
mange lyttere over hele Danmark fulgte time for time slagets gang. Men dette
slag blev slet ikke afgørende for krigen 1864.

Nu kan du opleve det afgørende øjeblik i krigen, da preussiske soldater i ly
af mørket krydser det smalle Als Sund og indtager øen Als. Ved dette slag mister
danskerne knap halvdelen af de indsatte styrker, og kun med nød og næppe slipper
de resterende styrker væk takket være den danske flådes indsats.
Men denne gang fortælles det ikke blot i radioen, men nu genskaber
Historiecenter Dybbøl Banke sammen med Hærens Sergentskole i Sønderborg og
Marinehjemmeværnet slaget i virkeligheden. Det sker søndag den 26. juni og på
det rigtige men ukristeligt tidlige tidspunkt om morgen kl. 2.30! Her vil bådene
med preussiske soldater krydse Als Sund og danske soldater tager kampen op med
geværer og kanoner i forsøget på at afværge landgangen. Bragene fra kanoner og
eksploderende granater vil for en stund fylde det ellers fredfyldte farvand.
Granater eksploderer på land og i vandet samtidig med at preussiske styrker på
Jyllandssiden åbner ild for at hjælpe deres udsatte kammerater i de små
både.
Frivillige fra Danmark, Norge og Tyskland mødes i Sønderborg for på fredelig
vis at fortælle denne dramatisk historie, som fik så afgørende betydning for
både Danmarks og Tysklands historie.
De morgenduelige, som er friske på denne unikke oplevelse skal møde op på
Hærens Øvelsesplads (Kær Vestermark) lige nord for Sønderborg ved det store
kraftvarmeværk. Skilte viser herfra vejen til slagmarken.
Kan man ikke klare at komme op så tidligt, så kan man besøge soldaterlejren,
der ligeledes befinder sig på Hærens Øvelsesterræn. Her kan man opleve
demonstrationsskydning med Historiecentrets store feltkanon, eksercits,
feltkirurgens blodige arbejde, genfortælling af autentisk øjenvidneskildringer
fra krigen og meget mere. Besøg lejren og kom helt tæt på soldaterne og
historien. Du kan her få en snak med soldaterne, der gerne svarer på
spørgsmål.
Soldaterlejren kan besøges lørdag den 25. juni kl. 15.00 - 19.00 og søndag
den 26. juni kl. 11.00 - 15.00. Det er levende historiefortælling, når det er
bedst. Næsten som at være der selv!
For at gøre opmærksom på arrangementet marcherer de frivillige soldater
lørdag formiddag kl. 11.00 gennem gågaden i Sønderborg.
Læs meget mere om arrangementet på www.KampenOmAls.dk.
10. juni 2011
Farvestrålende glas og magiske fortællinger
Af museumsinspektør Merete Essenbæk
Arkæologi Haderslev
Perler pynter - men perler er meget mere end udsmykning: Perler viser,
hvem du er og hvor du kommer fra. Perler bruges i alverdens religioner og siges
at have en magisk betydning. Perler kan handles og transporteres over store
afstande – og forbinder dermed folkeslag. Perler er smykker, symbolik og
kommunikation på én gang – på tværs af tid og rum.

Museum Sønderjylland- Arkæologi Haderslev viser fra den 18. juni til den 23.
oktober udstillingen "Alle tiders glasperler". En stor og farvestrålende
udstilling af perler fra fra hele verden og til alle tider. Kernen i
udstillingen er en privat samling af glasperler fra hele verden, der er
suppleret med museets egne etnografiske og arkæologiske perler.
I udstillingen "Alle tiders glasperler" vises udviklingen og anvendelse af
glasperler gennem tiden, fra grønlandske festdragter, til bryllupsudstyr fra
Afghanistan, afrikanske smykker, dragtudstyr og andre perledekorerede
kunstgenstand. Der er eksempler på handelsperler, der har været brugt gennem
tiderne, samt perlemagerværktøj og prøver på glasperler, der i nutiden bliver
fremstillet af traditionelle perlemagere i Indien, Tyrkiet , Afrika. I
udstillingen kan man også se Sønderjyllands - måske Danmarks - ældste perle,
vikingetidsperler fra Ribe og importerede perler fra Romerriget, anvendt som
gravgaver i danske jernaldergrave.
Perleproduktion gennem 4500
år
For omkring 4500 år siden begyndte man i Nærorienten
og i Kaukasus-regionen at få greb om glasmagerkunsten. Dermed blev det også
muligt at fremstille perler i glas. Resultatet af denne teknologiske revolution
blev en variation af glasperler i alle mulige tænkelige former og farver, med
fantasifulde og komplicerede mønstre.
I bronzealderen dvs. fra 1500. f. Kr. støbte perlemagerne glasperler med
samme teknikker, som var kendt og blev benyttet af tidens bronzestøbere.
Glasperler blev desuden fremstillet ved at vinde den varme glasmasse omkring en
perledorn, disse perler blev ofte dekoreret med glastråde i andre farver eller
med øjenmotiver - hullet i perlen fremkom når man fjernede dornen.

Alle tiders
glasperler i mængder ...
Foto: Merete Essenbæk.
Fra Egypten til Danmark
Fra Syrien, Egypten og Tunesien spreder
glasperlekunsten sig til hele middelhavsområdet. Meget tyder på, at det også var
de syriske glasmagere, der bragte teknikken til værksteder i Italien og her
dannes grundlaget for den enorme produktion af glasperler, som opstod under det
romerske imperium i århundrede omkring Kr. f. Perleproduktionen blev senere
flyttet ud i de romerske proviser bl.a. i England, Frankrig og Tyskland og
herfra blev de færdige perler handlet videre til Skandinavien.
I vikingetiden spredes glasperleproduktionen til Skandinavien og på større
handelspladser som f.eks. Ribe blev en egentlig produktion etableret.
Råglasset til glasperler fremstiller man dog ikke selv, det importeres bl.a. fra
udsmykninger i Norditalienske kirker og romerske villaer.
I middelalderen er det Venedig, der er verdens førende perleproducent. Herfra
produceres enorme mængder af såkaldte handelsperler, der blev brugt som gaver og
ved byttehandel med de indfødte i bl.a. som bl.a. Afrika, Amerika og Grønland.
Fra midten af 1800-tallet får den venetianske dominans på markedet konkurrence
fra glasværksteder i det nordlige Bøhmen, i Tyskland og Frankrig. I dag sker
produktionen af industrielt fremstillede glasperler hovedsagligt i Indien, Japan
og Kina, hvor der årligt produceres anselige mængder til det globale
marked.
Danmarks ældste perle?
Fra Nærorienten og Kaukasus spredte glasmagerkunsten
sig i alle retninger, men teknikken til at fremstille glasperler nåede
formentlig først vore breddegrader omkring vikingetidens begyndelse dvs. ca. 600
e. Kr. Den ældste glasperle i Sønderjylland og måske i hele Danmark er fra ældre
bronzealder (1.800-1.500 før Kristi fødsel) og må være importeret sydfra. Den
lille blå perle blev fundet i en rigt udstyret kvindegrav fra Skelde ved
Broager. Den vises naturligvis også i udstillingen, sammen med perler importeret
fra Romerriget og Mellemøsten og vikingetidens perler, som blev fremstillet i
bl.a. Ribe.

Danmarks
(måske) ældste glasperle, mere end 3000 år gammel og kun ca. 1 cm i diameter
vises også på udstillingen.
Foto: Merete Essenbæk .
Udstillingen er blevet til i samarbejde med
konservator Torben Sode, der gennem mere end 25 år har arbejdet med og indsamlet
glasperler fra hele verden.
1. juni 2011
Lergraven renset
Af museumsformidler Martin
Abrahamsson
Naturhistorie og Palæontologi
Gram Lergav har nu i et par dage genlydt af larmen fra en bulldozers kraftige
motor, og profilet er nu igen blevet skrabet rent, så ivrige fossiljægere kan få
adgang til frisk ler.

Museets personale har travet efter maskinen i håbet om at finde en hvalknogle
eller måske to, men desværre – endnu ingen hval.
Erfaringen viser dog, at det er her museets publikum er vigtige, for om
muligt at spotte spændende knoglerester i leret.
Museet forbeholder sig retten til fossile knogler fra Gram Lergrav. Det
betyder at alt knoglemateriale skal afleveres til museet, hvorimod hajtænder,
snegle- og muslingeskaller, søpindsvin, krabber o. lign. gerne må tages med
hjem.

Ganske specielle fund vil blive indsendt til prøvning som "Danekræ" og
finderen vil selvfølgelig få udbetalt den kontante sum, der følger med sådan en
anerkendelse.
Museet er meget glade for gæsternes hjælp mht. at finde spændende ting i
leret og vore gæster er ofte dem der gør de bedste fund i lergraven.
Vi ønsker held og lykke til de ivrige
fossiljægere.
|