|
SÆRUDSTILLINGER
Kunstmuseet i Tønder viser årligt mellem 3 og 6 særudstillinger, der hver især belyser en ny facet af den historiske eller aktuelle nordiske kunstscene.
Tapio Wirkkala billedhugger
26. maj 2012 - 30. september 2012
For første gang nogensinde vises den internationalt berømte finske designer og billedhugger Tapio Wirkkala (1915-1985) på en særudstilling i Danmark.

Tapio Wirkkala med kone.
Tapio Wirkkala var en af Nordens mest fremragende formgivere i det 20. århundrede. Gennem en omfattende og helt unik produktion af designobjekter og skulpturer opnåede han både at blive en ledende figur inden for moderne finsk design og en foregangsmand inden for den abstrakte skulptur i efterkrigstidens Finland.
Historisk set havde Finland det hårdt på dette tidspunkt. Efter nederlag til Rusland i Anden Verdenskrig, står slut 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne i krigsskadeerstatningens tegn, hvilket betyder knaphed på alt. Men kreativiteten blomstrede og talentet Tapio Wirkkala foldede sig ud og fik frembragt nogle af sine mest ikoniske objekter såsom glasvasen Kantarel fra 1946 og træfadet Blad fra 1951, der samme år blev kåret som årets smukkeste objekt af det amerikanske magasin House Beautiful.

Træfad.
Kantarelli.
1951 var et fantastisk år for Tapio Wirkkala og finsk design generelt. Sammen med den danske møbeldesigner Hans J. Wegner vinder han også ’Nobelprisen i nordisk kunsthåndværk’ Lunningprisen og i sin egenskab af udstillende designer, kurator og arkitekt for det finske rum på design-triennalen i Milano, er han hovedkraften bag den internationale bevågenhed og de mange medaljer, de finske designere opnåede det år. Begyndelsen af 1950’erne fungerer i det hele taget som springbræt for den omtale og succes, som Finland lige siden har kunnet opretholde og nyde godt af: at være en af de betydeligste designnationer i verden. Et ry der kulminerer dette år med hovedstaden, Helsinkis, udnævnelse til World Design Capital 2012.
Tapio Wirkkala nåede at arbejde for så fremtrædende virksomheder som Iittala i Finland, Rosenthal i Tyskland og Venini i Italien, og udstillingens ene del viser et bredt udsnit af hans mange designobjekter frembragt i metal, porcelæn, glas og træ.

Træskulptur Wirkkala. Frontbillede
til katalog EMMA.
Den anden del fokuserer på Tapio Wirkkala som billedhugger, og her bliver det for alvor tydeliggjort, hvilken exceptionel dygtig håndværker, han var. Han mestrede arbejdet i træ til perfektion. Som billedhugger opfandt han en særlig teknik, hvor han limede krydsfinér fra flyvemaskineindustrien sammen i forskellige lagdelte intervaller for heraf at skære sin form – ofte en fastholdt bevægelse hentet fra naturen. Sammenlimningerne evnede han at bruge fuldstændig kontrolleret, så de understregede skulpturernes dynamiske forløb og spillet mellem den geometriske og den organiske form. I 1950’erne brød disse abstrakte værker med lang tids fokus på den figurative form i finsk skulptur.
Som baggrund for udstillingen vises den finsk producerede dokumentarfilm Tapio Wirkkala fra 1978.
Udstillingen er blevet til i samarbejde mellem Kunstmuseet i Tønder, Sørlandets Kunstmuseum i Kristiansand, Norge, EMMA Espoo Museum of Modern Art, Finland og Tapio Wirkkala Rut Bryk Stiftelsen. Den er støttet af Nordisk Kulturfond, Venner af Kunstmuseet i Tønder samt Finlands Kulturinstitut i Danmark og er en del af programmet for World Design Capital Helsinki 2012.
 

Der er udgivet et omfattende og rigt illustreret katalog til udstillingen med bidrag af: Juhani Pallasmaa, Pirjo Honkasalo, Jennifer Opie, Pontus Kyander, Jan Förster, Timo Valjakka, Hannele Savelainen, Robert Wilson, Gio Ponti og Anne Blond.
Udstillingen åbnes den. 26. maj 2012 - kl. 15.00 af Finlands ambassadør i Danmark, Maarit Jalava.
Finsk kunst og design
Tirsdag den. 11. september 2012
afholder Kunstmuseet i Tønder et seminar med titlen: Finsk kunst og design.
Omdrejningspunktet bliver Tapio Wirkkalas virke, men det perspektiveres således, at der både kommer fokus på en generel introduktion til finsk kunst- og designhistorie såvel som mere filosofiske betragtninger om øjet, hånden og tankens samspil i kunst og design.
På seminaret taler: Arkitekt, forfatter og teoretiker, Juhani Pallasmaa, der bl.a. har skrevet bestselleren "The Eyes of the Skin". Direktør på EMMA, Espoo Museum of Modern Art, Markku Valkonen, der har skrevet bogen "Finnish Art over the Centuries" samt museumsinspektør på Kunstmuseet i Tønder Anne Blond, der nyligt har afsluttet en masterafhandling om designs betydning for nationen Finland.
|